Artikel serie:
Om Havørredens Hemmeligheder • Bag kameraet
af Niels Vestergaard
Del 1:
Sådan startede det
Det var stort da de første Havørredens Hemmeligheder landede i DVD spillerne i 2007. Undervandsoptagelserne chokerede, og gav pludselig et helt nyt indblik i havørredens verden. Her er historien om de mest populære fiskefilm der nogensinde er produceret i Danmark, fortalt af manden bag kameraet.
Vi skal tilbage til 2003. Jeg havde netop afsluttet filmen “Kystflue og Havørred” med Claus Eriksen og slænget fra Fyggi klubben. Efter datidens standarder en fin film - men alligevel syntes jeg den manglede noget. Jeg begyndte at planlægge en film om spinnefiskeri fra kysten, og jeg havde en ambition om at gøre den til noget særligt.
Jeg har fisket havørred fra kysten siden jeg i 1971 som 15-årig fik knallert, men der gik alligevel et par år før jeg fik min første havørred. Så tog det også fart og i slutningen af halvfjerdserne fik jeg min første havørred på flue. Siden har jeg fisket alle mulige slags fiskeri. Medefiskeri, havfiskeri, trolling, laksefluefiskeri i Norske elve, søfiskeri efter gedde og sandart, fluefiskeri i fjeldet og utallige ture i småbåd. Men mit kystfiskeri efter havørred har jeg altid dyrket sideløbende med alle de andre fisketure. Havørredfiskeri fra kysten har altid - og er fortsat - noget helt særligt for mig. Det er hjerteblod.
Derfor lå den der Oscar vindende film om kystfiskeri og rumlede i baghovedet. Det skulle blive en film jeg selv ville være fuldstændig tilfreds med, og jeg var ligeglad med hvor lang tid det vllle tage at optage den. Men udover flotte fangster havde jeg ikke helt på plads, hvad der skulle til. Og samtidig havde jeg flere andre filmprojekter igang.
Inspiration fra “A Passion for Angling
Den engelske serie fra 1993 “A Passion for Angling” med Chris Yates og Bob James (prøv at google den), rullede i 1994 ud over de danske fjernsyns skærme - og serien begejstrede både lystfiskere, men også alle andre der egentlig troede at lystfiskeri kun var noget for halvdovne bohemer, landsbytosser og strithårede knægte i korte bukser – altså en helt useriøs hobby. Men den fremragende serie var altså med til at mange fik en helt anderledes indsigt i vores lystfiskerverden. Der var mindeværdige klip i serien, men jeg kunne bl.a. huske, at de havde placeret et undervandskamera ude på foderpladsen, da de fiskede karpe. Jeg var dybt fascineret af disse billeder.
Og jeg var netop igang med en film om medefiskeri, og ledte efter et smart undervands kamerasystem. Et almindeligt lille videokamera i et undervandshus ville ikke være godt nok. Det var jo længe før man kunne optage digitalt på et kort. Man skulle optage på bånd, og der var kun kapacitet til 1 time. Så skulle kameraet op af vandet for båndskift og batteri. Det havde jeg prøvet - det var for bøvlet. Så jeg brugte lang tid på at finde det rigtige kamera.
Undervandskamera fra USA
Det fandt jeg i USA. Et kamerasystem som vist primært blev brugt til inspektion fra borerigge, store skibe osv. En Sony kamerachip bygget ind et solidt vandtæt hus. Man kunne så på forhånd vælge hvor langt kabel man ville have monteret. Jeg valgte 100 fod - 33 meter.
15.000 kroner og 2 uger senere kom kameraet.
Fordelen med dette system var, at det i princippet kunne stå ude på fiskepladsen i uendelig tid. Via kablet kunne man føde kameraet med strøm og tilslutte både båndmaskine og skærm inde på land. Man kunne altså følge med i hvad der skete derude, og det hele kunne betjenes fra land. Det virkede perfekt til de to medefilm jeg brugte det til.
Og en ide fødtes langsomt. Kunne det bruges til kystfiskeri? Kunne man bare få en enkelt havørred til at svømme forbi kameraet? Det ville da være helt vildt!
Medens jeg lavede medefilmene havde jeg fortsat havørredfilmen om spinnefiskeri i baghovedet, og begyndte så småt at planlægge den. Først var det tanken at lave den med flere forskellige personer som fortalte og viste deres fiskeri. Jeg ville gerne have haft Peter Kirkby som gennemgående figur, der kunne præsentere de øvrige der skulle være med. Ham havde jeg lavet lidt film med tidligere. Han er en kanon dygtig fisker, og en rigtig rar fyr at arbejde sammen med. Men på det tidspunkt var han fuldtidsredaktør på Fiske-feber og havde naturligvis ikke meget tid, men ville gerne være med på en lille del af projektet.
Da jeg mødte Thomas Hansen
Jeg mødte Thomas en gang midt i halvfemserne … eller rettere sagt jeg mødte ham mange gange. Jeg boede på det tidspunkt i Næstved i Sydsjælland, og fiskede meget på kysterne i Smålandsfarvandet og på Vestsjælland. Og næsten uanset hvilken kystplads jeg besøgte, så mødte jeg meget ofte Thomas.
Altså, jeg syntes jeg fiskede meget – men jeg havde en fornemmelse af, at han var derude altid!
Det var han næsten også. Dengang planlagde han sit omflakkende arbejdsliv og økonomi, så han kunne holde 3 måneder fri i foråret – da skulle der nemlig fiskes havørred! Han boede tæt ved Glænø og var næsten hver dag ude at fiske 3 gange. Først morgenfiskeri … så lige hjem og nusse kæresten. Så en kort tur om eftermiddagen, og en længere tur om aftenen. I 3 måneder – år efter år. Så høster man erfaringer derude – især når man som Thomas hele tiden er åben og nysgerrig.
Som fiskebil havde han et vrag af en gammel beigefarvet – stærkt rustplettet – østeuropæisk Wartbrug. Jeg husker en morgen jeg mødte Thomas på landevejen, hvor han var på vej hjem fra fisketur. Hans bil skinnede voldsomt sølvagtigt fra fronthjelmen i den lavthængede aprilmorgensol. Thomas havde den vane, at han altid lagde fangsten på fronthjelmen, medens han tog waders af og pakkede grejet ned. Fronthjelmen på den gamle Wartburg var altid tykt dækket af havørredskæl!
I dag bruger man wrap og spray paint for at dekorere bilen. Thomas’ var s’gu flottere – hvis du spørger mig!
Nå, men Thomas var inspirerende selskab, når jeg mødte ham. Han snakkede ad helvede til, men der var altså også noget dybde i ham “snakkehovedet”, der oprindeligt kom fra Fyn.
Der i halvfemserne arbejdede jeg som fast freelancer på Fisk & Fri. Jeg leverede et hav af billeder og artikler og var da også i beskeden grad med til at forme bladet. Jeg havde også etableret eget forlag og havde skrevet de første bøger, bla. På Kystfiskeri der udkom i 1992 og Småbådsfiskeri i 94.
Og Thomas har senere fortalt, at han var nærmest lidt “starstruck” når han mødte mig. Ha, ha - sådan opfattede jeg det slet ikke, han var en rigtig guttermand som jeg fra starten var på bølgelængde med. Senere er det da mig der har god grund til at være beæret over at være i selskab med ham.
Men Thomas flyttede tilbage til Fyn, og der var nogle år hvor jeg ikke var i kontakt med ham.
I starten af 00’erne arbejdede jeg fast freelance for Fiske-feber, og redaktør Thomas Søbirk havde fundet nogle spændende flåd som han mente kunne bruges på kysten. Det var sbirolino/bombarda flåd.
Bobleflådsfiskeri var ikke lige et fiskeri jeg dyrkede, så jeg tog igen kontakt til Thomas Hansen, der fiskede meget med bobleflåd, vidste jeg. Han var hurtigt fyr og flamme, det var meget bedre end det traditionelle bobleflåd. Jeg besøgte ham i Kerteminde på Fyn og lavede en artikel til Fiske-feber om hans erfaringer med bombarda. Det blev en god artikel, og den gav også inspiritation til en del kystfiskere, der udskiftede det gamle klodsede bobleflåd med den smarte, slanke charmør fra Italien. Men det helt store gennembrud fik bombardafiskeriet ikke.
Nu skulle der laves kystfilm
Vi er nu igen i 2004 og jeg havde naturligvis Thomas i baghovedet til et kapitel i en spinnefilm - ikke mindst på grund af hans erfaringer med bombarda. Jeg ringede til ham, og Thomas er altid positiv. Vi mødtes og snakkede om det, og det hele var meget enkelt, han havde allerede flere gode ideer, og det gjaldt bare om at komme igang mente han. Jeg var helt overbevist, og var da også sikker på at han skulle være med i mere end et kapitel. Det kom han sandelig også!
Som jeg husker det, var arbejdstitlen nok noget med “Spinnefiskeri efter Havørred” - eller noget i den stil. Hvad filmen skulle hedde var ikke fastlagt.
Thomas og jeg mødtes i december i Kerteminde, og vi havde på forhånd talt om at vise noget om bombardafiskeri i tidevandsrender.
Jeg havde taget undervandskameraet med, og i Thomas’ jolle sejlede vi kameraet ud og placerede det midt strømmen. Båndmaskine, batteri og skærm blev placeret i jollen inde på lavt vand. Bånd blev lagt i båndmaskine … RECORD • … jeg kiggede på den lille skærm, og allerede der svømmede en havørred forbi kameraet …! Jeg var overrasket og nærmest chokeret.
Og Thomas begyndte at fiske. Jeg filmede og kameraet kørte hele tiden.
Faktisk blev det noget af det allerbedste vi nogensinde har lavet. Thomas viste sine kreative evner og fiskede virtuost bombarda’en rundt i strømkanterne, hvor han lod både bombarda og “Honey Shrimp” fluen synke. Han viste bl.a. hvordan han kunne lokke ørreden til hug med sin helt specielle teknik, hvor han ligesom “slår” fluen op fra bunden. Det var eminent. Se kapitlet igen, hvis du har mulighed. Det er kapitel 2 i Havørredens Hemmeligheder 1
Efter 6 timers intens filming og fiskeri pakkede vi alt sammen.
Egentlig havde jeg ikke haft de store forhåbninger til undervandsoptagelserne - det var bare noget som skulle prøves. Men nu var forhåbningerne kæmpestore, når man havde set havørred inden for de første 10 sekunder, og Thomas havde fanget masser af ørreder ude i strømmen.
Men da jeg kiggede båndene igennem hjemme i mit lille studie, var det skuffende. Der var kun den ene fisk som jeg straks havde set. Men der var fine optagelser af fødeemner og strømskift.
Vi mente det var det absolut nemmeste sted vi havde prøvet med undervandskamera, og det var ikke blevet en ubetinget succes. Vi var dog enige i det skulle prøves andre steder også.
Niels Vestergaard har skrevet og udgivet 10 bøger om lystfiskeri. Han har ligeledes produceret over 30 DVD lystfiskerfilm.
Han har en halv uddannelse som fotograf, og har været selvstændig siden 1998. Som freelancer er han medlem af Dansk Journalistforbund
Når jeg er ude at filme fisker jeg aldrig.
Det gør jeg til gengæld rigtig ofte på alle andre tidspunkter, og jeg elsker fortsat mine kystture. Her en meget flot havørred på 71 cm fra foråret 2015
Her er undervandskameraet sat ud under optagelser til karpefilmen. På land står båndstation, batteri, skærm - og der var et hav af kabler.
Her er Thomas Hansen i vanlig stil, som jeg mødte ham på de vestjællandske kyster. Billedet er fra midt i halvfemserne og pladsen er Egerup Strand.
Foto fra artiklen i fiske-feber. Thomas Hansen var absolut en af de første som fiskede med bombarda fra kysten i Danmark
Screenshot fra Havørredens Hemmeligheder 1. De allerførste optagelser vi lavede.
Kutlinger i tidevandsstrømmen.
Screenshot fra de første undervands optagelser vi lavede til Havørredens Hemmeligheder.
Wide Open Outdoor Film
Niels Vestergaard
Aastrupvej 28 A
4850 Stubbekoebing
Denmark
Mob (+45) 40158019