Artiklen her er fra 2008. Den blev bragt i fiske-feber, og den første af flere jeg har skrevet om Pattegrisen. Den fortæller historien om hvordan fluen blev skabt og hvilke tanker der lå bag. De første år var det undertegnede og mine nærmeste fiskevenner der havde kanon succes med pattegrisen.

Efter Havørredens Hemmeligheder nr  4 kom ud eksploderede interessen for Pattegrisen i hele Europa – hvilket blandt andet medførte at prisen på de nødvendige speyhackler steg drastisk.

Fluen blev sågar kåret til verdens bedste rejeflue af et italiensk Fiskeblad – hvordan sådan noget måles må stå hen i det uvisse.

Dette er ikke kun historien om den bedste kystflue, der nogensinde har siddet for enden af mit forfang. Det er også historien om, hvordan en fjer faktisk godt kan blive til mange høns, nej undskyld - fluer…. Og samtidig er det historien om hvordan et sammenspil af held, nye materialer, tilfældigheder, filmproduktion,  ideer fra dygtige fluebindere, mange års kysterfaring og samarbejdsvillige havørreder pludselig kan skabe en unik flue, nemlig rejefluen Pattegrisen – eller som vi siger på Fyn: Pat’svinet.

Det vigtige svæv...

Fundamentet til skabelsen Pattegrisen har jeg ubevidst lagt gennem talrige erfaringer med fluer og kystørreder gennem årene. Da jeg startede mit kystfluefiskeri hed fluerne typisk Magnus, Sandhesten og Red Tag Palmer. Gode fluer jeg har fanget masser af fisk på, men i mine øjne manglede de alligevel nogle afgørende ting:

De var bundet i en stil og med materialer der ikke gav megen bevægelse i vandet.

De manglede en stor synlighed under vand.

De havde ingen afgørende lighed med havørredens naturlige byttedyr.

De opførte sig ikke rigtig naturligt i vandet. Især ikke hvis man stoppede indtagningen.

Når man stopper indtagningen af sin flue, så skal den stadig ”svæve” og pulsere i vandet. Ikke bare synke livløst som de fleste klassiske fluer gør. Bevægelse/illusion af liv er en meget vigtig ting, men det er først vigtigt når havørreden har set fluen. Derfor er det grundlæggende logisk, at vi skal fiske med fluer som havørrederne kan se/opdage i vandet. De klassiske diskrete fluer lever bestemt ikke altid op til det kriterium. På en overskyet dag med uroligt og letgrumset vand, da syner en grå Magnus altså ikke af alverden.

Ud fra ovenstående betragtninger har fluerne i min æske gennem årene ændret sig til nogle, der er bundet af mere levende materialer, samtidig med, at jeg har arbejdet på at gøre fluerne mere synlige under vandet.. Af Magnus fluen skabte jeg f.eks. Polar Magnus, med et speyagtigt fronthackel og flash krop. Det bragte mere liv og synlighed til et velkendt mønster, og Polar Magnus var da også i perioder den originale Magnusflue klart overlegen.  Fra Per Karlsen dukkede den brune Flash 9 op, der med masser af liv i sin marabouvinge og synlighed med flash er en rigtig killer. Juletræet GTI sneg sig også ind. Igen indførte jeg det speylignede hackel for øget bevægelse, synlighed var der rigeligt af i forvejen.

2 fluer på forfanget

Polar Magnus, Flash 9 og Juletræet udgjorde i mange år min grundstamme af fluer. Især i vinterhalvåret behøvede jeg sjældent andet, men efterhånden som vandet blev varmere, så oplevede jeg, at de større meget synlige fluer mistede noget af deres effektivitet. Deres lighed med naturlige byttedyr var for ringe. Når fødedyrene var talrige i sommerhalvåret, skiftede jeg derfor til de gode gamle diskrete mønstre, de virkede nogenlunde. Ofte udløste de klassiske fluer dog blot forsigtige hug eller følgere, og mange gange blev de ignoreret af åbenlyst fødesøgende havørreder. Det problem løste jeg delvist ved at fiske med to fluer på forfanget. En halvstor der lokkede til, og en lille ophænger der oftest udløste hugget.

Systemet med to fluer fungerede (og fungerer stadig) fremragende, men det irriterede mig, at havørreder der havde mave fyldt af store rejer, ikke huggede en Magnus flue i rejestørrelse, men derimod en lille Fyggi, der ikke tilnærmelsesvis lignede det fisken beviseligt åd. Et andet problem var, at når fiskene fortrak de små fluer, så var tabsprocenten ganske høj. Især større fisk har en udpræget evne til at slå sig af en str. 12 krog.

Jeg prøvede masser af fluekombinationer, og testede et hav af fluer der virkede mere eller mindre godt, men uanset hvilken fluekombination der blev søsat, så var mønstret det samme. I sommerhalvåret hvor fiskeriet var (og stadig er) bedst og havørrederne størst og flottest, da gav små fluer flere fisk end større (undtagelsen var i sommernatten, men det er en anden historie). Sådan var det bare, og jeg skulle jo heller ikke klage, fangsterne var fine på de små fluer (selvom mange faldt af). Det har dog ikke hindret mig i at søge efter bedre imitationer, og de senere år er jeg kommet meget langt, især rejeimitationen Pattegrisen har vendt fuldstændig op og ned på mine tidligere erfaringer.

De første Spey-hackler

Pattegrisen er en ny flue, den udgave jeg fisker med i dag, er kun godt to sæsoner gammel, men forhistorien starter ved en tilfældighed i efteråret 2001 helt omme på den anden side af jorden. Nærmere bestemt i den amerikanske stat Colorado i byen Denver.

Årligt mødes fluegrejsbranchen til en stor forhandlermesse i Denver, og i kraft af mit daglige arbejde, så havde jeg også taget turen til dette fluefiskerens grejmekka. Mellem de sidste nye stænger og åndbare waders faldt mit blik på en fluebinder, der sad og bandt fluer med nogle fjer jeg aldrig havde set før. Bløde hanefjer med tynde og ekstremt lange fibre. Det viste sig at være det sidste nye indenfor genetisk fremavl af fjer udelukkende beregnet til fluebinding. Whiting Speyhackel var navnet, og de var tiltænkt som erstatning for de sjældne og dyre grå hejrehackler, der bruges på spey-laksefluer. Jeg fik fingre i et par nakker, og bandt nogle fine laksefluer af dem, men da laksefluer ikke har min helt store interesse, så gled fjerene snart lidt i baggrunden og ned i den nederste glemmeskuffe.

Heldigvis havde jeg dog i tide fået sendt en af vareprøverne videre til min gode ven og fantastiske fluebinder Morten Øland, og bedt ham om at komme med et par ideer om hvad Speyhackler kunne bruges til. Jeg havde vist glemt alt om den opgave, men efter lang tid dukkede der pludselig en kuvert op, med nogle frække kystrejer bundet med speyhackler.

Det var de første prototyper på Olands Spey Shrimp en rigtig flot og naturtro rejeimitation.

Olands Spey Shrimp – ægget grisen kom ud af…!

Jeg søsatte straks Ølands fluer, og fangede fisk på dem, men efterhånden som jeg fik fisket med Spey Shrimpen så dukkede der et problem op. Fluen gik omvendt i vandet. Altså en rygsvømmende reje. Det var havørrederne i første omgang ligeglade med, men jeg var ikke, og da sommeren kom, så foretrak de rejespisende havørreder stadig den lille uanselige sorte Fyggiflue, der blev fisket som ophænger over Spey rejen.

Den originale Ølands Spey-reje fik derfor aldrig helt den opmærksomhed af mig, som den fortjente. Den sad i æsken, kom på i ny og næ, men blev aldrig en vigtig flue i sortimentet.

En medvirkende årsag til at Ølands reje gled i baggrunden, var også farveudvalget på de første speynakker. Da nakkerne var produceret og farvet med henblik på laksefluer, så var det selvfølgelig ”lakseflue-farver” der i første omgang kunne fås. Altså sort, orange, gul, grøn osv. Ingen af dem var særligt oplagte til rejefluer, lige med undtagelse af den grå hejre farve.

Det var igen en fluemesse der skulle bringe mig videre.

Salmon Pink – Pattegrisen fødes

Hvert andet år afholdes den store FFF fluefiskermesse i Kolding, og i foråret 2005 var jeg atter i kraft af mit arbejde på plads i en sportshal fyldt med fluegrej, og der faldt jeg tilfældigt over et guldæg.

Korsholm havde vanen tro en stor flot stand i den bagerste hal, og de havde lavet en imponerende Whitingvæg med nakker fra gulv til loft. Iblandt dem også en serie speynakker, og der, blandt alle de skarpe farver til laksefluerne, hang en perfekt rejefarve, som jeg ikke anede fandtes. Farven hed salmon, som reference til kødets farve på en lidt blegfesen laks. På dansk vil jeg kalde farven lys pink eller marcipan. På udenlandsk betegnes farven oftest shrimp pink.

Jeg investerede fluks i en nakke, og strøg hjem, og bandt nogle Øland rejer, der så rigtig giftige ud. Allerede første tur i det sydfynske gav 4-5 fine havørreder, det tydede jo ganske godt. Yderligere ture bekræftede den gode fornemmelse. Kystørrederne elskede den nye farve, og især bed jeg mærke i hvor aggressivt og kontant fiskene huggede. Ikke noget pjat med forsigtigt pilleri her. Jeg bandt fluen med et rygskjold af plast, og prøvede via belastning på undersiden af krogen at få den til at fiske oprejst i vandet. Det var ganske svært, og kun når fluen blev meget kraftigt belastet kunne jeg få den til at vende korrekt. Havørrederne huggede dog gladeligt på den rygsvømmende flue, og jeg var efterhånden ved at affinde mig med realiteterne, men det irriterede mig.

En dag i det sene forår udtrykte jeg min frustration overfor min gode fiskekammerat Tom ”Nordborg”. Han lyttede tålmodigt, mens han undrede sig. Hvorfor brugte jeg plast som rygskjold? Tom havde i årevis brugt garn på sine rejefluer, og det løste alle problemer.

Jeg var noget skeptisk, men måtte indrømme at løsningen faktisk var så enkel og ligetil. Med et rygskjold af garn/hår så går fluen oprejst i vandet, med et rygskjold af plast så tipper den rundt og fisker med krogen opad (det kan der i nogle tilfælde være store fordele i. Blandt andet er en sådan ved at blive lidt af en bonefish favorit, men det er en anden historie). Atter et bevis for, at man aldrig bliver for gammel til at lære noget nyt.

Her så vi første gang Claus i aktion med Pattegrisen. En flot 3 kilos sommerørred. Scenen kan ses i Havørredens Hemmeligheder 2, kapitel 6.

Pattegrisen var næsten færdigudviklet, og den var godt på vej til at blive Claus' favoritflue.

Det er svævet der er så vigtigt, og en af de ting der adskiller Pattegrisen fra mange andre kystfluer

Når Pattegrisen tages hurtigt ind har den ikke meget lighed med en reje. Men når den synker og svæver ned igennem vandet - så ligner den sit forbillede. Og ofte ser havørreden fluen bagfra når den synker.

Pattegrisen er en stor rejeflue. Den kan godt bindes i mindre størrelser, men den fungerer bedst i størrelse 6 - 4  eller 2.

Oland Spey Shrimp, udviklet af Morten Øland, blev første gang præsenteret i lystfiskermagasinet fiske-feber i 2003, hvor Morten step by step viste hvordan han bandt fluen.

Den havde rygskjold af plast og blev præsenteret i grå og brune nuancer.

Januar 2016.

Morten Øland og Claus Eriksen med hver deres version af spey rejen.

Claus ændrede rygskjoldet og farven på Øland originale Spey Shrimp. En radikal ændring og Pattegrisen var født.