Del 1:

I denne artikel fortæller Claus Eriksen om den helt perfekte fiske-illusion.

”Det er nemt at binde en super flot og realistisk fiskeimitiation der ligner en million når den sidder tør og nybunden i fluestikket, men når samme flue bliver søsat, så holder alle de fine intentioner bare sjældent. Hverken farvespil, bevægelse, densitet eller form minder blot det mindste om fluens naturlige forbilleder. Samtidig skal fluen være konstrueret så den er praktisk mulig at binde og fiske med. Fiskeimitiationer der virker, er noget af det sværeste at lave. Rejer, børsteorme eller majfluer er for den sags skyld meget lettere”

Ovenstående ord er Morten Ølands. De faldt under en fluebindings seance for mange år tilbage hvor jeg lige havde kreeret en, synes jeg selv, ganske lækker tobisimitiation bundet af noget EZ flahsrør med krog i rumpen, malet i grønne farver og påklistret et øje der blinkede kækt til mig. Den Tobis-flue så sgu flot ud der i stikket. Jeg døbte den straks ”Real Tobis”, men lakken var ikke engang tør, før Morten sablede den ned med ovenstående svada.

Min "Real Tobis"

Morten fik ret. Min ”Real Tobis” lignede en skæv grøn blyant når den blev trukket gennem vandet. Jeg fangede faktisk enkelte fisk på den, men kun når jeg trak den hjem i et sindssygt hurtigt tempo. Så snart farten blev sat ned og havørrederne fik tid til at kikke nærmere på ”blyanten” så skulle de ikke nyde noget. Typisk tegn på en dårlig flue. Real tobisen der ikke var særlig ”real” var en elendig flue.

Da jeg erkendte det, kunne jeg dog søge trøst i at Real Tobisen ikke stod alene. Rigtig mange andre, primært amerikanske fluemønstre, var mindst ligeså elendige (ingen nævnt – ingen glemt).

Nogle af mine største helte faldt med et brag. Pludselig indså jeg, at mange verdensberømte fluebindere ikke havde forstået en pind af det hele. Med epoxylim, plastichår, blyøjne, gummi, skum, flash, glimmer, lak, glitter og meget andet godt havde de skabt smukke fluer der via bøger og artikler var blevet verdenskendte, men havde de overhovedet fisket med dem….? Mange af de berømte fluer er jo himmelråbende dårlige imitationer når de kommer i vandet.

Hvad nytter det, at jeg synes min flue ligner den ægte vare når jeg stolt af mig selv sidder trygt og godt hjemme ved fluestikket under arkitektlampens skær, med kaffekoppen i hånden og betragter vidunderet. Det er ikke ved fluestikket, men derimod i vandet at en tobisflue skal ligne og opføre sig som en tobis. Det er faktisk meget sjældent at de to ting følges ad. En perfekt fiskeimitiation skal ligne dens levende forbillede under vandet. Michael Frödin har engang udtalt om laksefluer: ”En god lakseflue skal virkelig svømme i strømmen. Den skal skabe en illusion af, at den når som helst kan frigøre sig fra forfanget og fortsætte på egen hånd”. De fluer der kan det, vil altid være de bedste. Det gælder for laksefluer, men i særdeleshed for fiskeimitiationer til saltvand.

Om Kenny Abrams

Det vidste Morten. Jeg lærte det, men lang tid inden os, var en amerikaner ved navn Kenny Abrams allerede i slut 70’erne kommet til samme konklusion.

Kenny er født og opvokset på den amerikanske østkyst. Nærmere bestemt Rhode Island mellem New York og Boston. Det er lige i smørhullet for kystfluefiskeri efter Striped bass eller blot striper som amerikanerne kalder dem.

Stripere elsker tobiser, sild, brislinger og andre småfisk nøjagtig som vores hjemmelige havørreder, og Kenny bandt fluer og fiskede som en gal i alle sine unge år. I starten bandt han fluer som alle os andre. Han fangede eksemplarer af byttefiskene og bandt fluer i form og farve efter dem. En død tobis er hvid på mave. Sølv/perlemor på siderne og oliven over ryggen. Det burde være nemt nok. Hvid hår nederst, oliven øverst og noget flash på siderne.

Kenny observerede dog at levende tobiser der svømmede gennem vandet havde mange andre farver. Det skyldes, at i naturen er farver sjældent solide. De ændrer sig konstant efter hvordan de bliver belyst.

Kenny var også en dygtig kunstmaler og via hans oliemalerier fik han en unik forståelse af farver og deres sammensætning. Det overførte han til sine fluer. Tag f.eks. den vigtige farve oliven . Oliven er en farve sammensat af primært gul med et stænk rød og blå blandet i. Når vi betragter en død tobis vil dens ryg være tydelig oliven, og vi fluebindere vil helt naturligt imiterer det med et olivenfarvet materiale bundet på fluens ryg.

Ser vi samme tobis svømme gennem vandet så er dens ryg kun oliven i korte glimt afhængig af hvordan lyset falder. Ved andre belysninger vinder den røde, blå eller andre farvevarianter. Det fandt Kenny ud af via talrige kik på fødefiskene under vandet med snorkel og dykkermaske. Solide farver var derfor ikke det rigtig. En oliven ryg skaber han derfor med en sammensætning af gule, røde og blå materialer.

Samtidig arbejdede Kenny med fluens bevægelse i vandet, og her fandt han, at lange bløde saddelhackler bundet fladt ind som hale eller ryg skabte den helt rette side til side svømmebevægelse som tobiserne og andre byttefisk havde i vandet. De fladt indbundne hackler gav også en god bæreevne til fluen, der gjorde at den kunne svæve perfekt i vandet med samme densitet som de rigtige fødefisk. Mængden, længden og sammensætningen og farvespillet på fjer og hår bestemte hvilken fødefisk fluen skulle imitere.  Flatwing fluen var skabt. Kenny kalder den selv ”a perfect fish illusion”. Jeg giver ham 100 % ret.

Første gang med Flatwing

Mit eget første møde med Flatwing fluerne skete på en meget mindeværdig dag i 2001. Nærmere bestemt d. 11. september. Alle mennesker husker hvad de lavede netop den dag. Jeg var sammen med min kollega Jens og vores guide Todd ombord på en flat-boat på striperjagt ved Cape Cod. Ikke så langt fra de frygtelige begivenheder i New York. At verden ændrede sig mens vi fiskede vidste vi heldigvis ikke noget om den dag.

Striperen – den fisk som Flatwing

fluen oprindelig er skabt til

Vi blev derimod introduceret for noget fantastisk fiskeri og en ny fluetype. Hverken Jens eller jeg havde fisket stripere før, men vi havde da læst lidt om emnet, og jeg havde i mangel af bedre monteret en klassisk grøn/hvid Clouser Minnow på forfanget. Den fik jeg nu aldrig prøvet. Inden vi overhovedet havde forladt havnen klippede Todd den af forfanget og smed den hånligt i havnen. Jeg var da noget målløs, og skulle lige til at protestere da han hev en enorm flueboks frem fra styrepulten. ”No shit flies on my boat - guys. Here we use only the best” sagde han og lukkede op for skattekisten fyldt med Flatwings.

Jens og jeg var som børn i en slikbutik. Nye fluer, nye fisk, nye teknikker i nyt vand. Det var bare så fedt, og vi blev ikke skuffet. Så snart vi søsatte Flatwing fluerne var vi overbevist. De arbejdede bare helt fantastisk i vandet. At stripere i alle størrelser gang på gang skød op fra bunden og sugede fluerne til sig hjalp jo selvfølgelig også på sagen.

I flyveren hjem gik snakken lystigt Jens og jeg imellem. Flatwings måtte også være giftige til Danske kystørreder.

Hjemme igen

Flatwing fluerne var ikke bare giftige ved de hjemlige kyster – de var fremragende.

De tobis-elskende-havørreder overfaldt ganske enkelt Flatwing fluerne det følgende forår, og i modsætning til alle andre tobisfluer jeg havde i æsken så virkede Flatwingerne også når de blev fisket i et langsomt tempo. De var næsten bedst, når de i lange glidende bevægelser med gode stop ind imellem blev ført gennem vandet. Så fik de lange saddelhackler for alvor lov til at udføre deres forførende side til side dans som ingen ørred kunne stå for.

Jeg udviklede på fluerne og fandt at en model på ca. 11 cm. Var perfekt. Den var ikke større end at den nemt kunne kastes, men alligevel så stor at den lokkede havørreder til på lang afstand. Der var dog en lille ulempe. Især mindre havørreder havde en tendens til at hugge i den bagerste del af fluen. Netop i den del hvor der ikke var nogen krog. Større fisk slugte dog oftest hele fluen, og blev derfor kroget fint. Jeg er dog typen der vil have det hele med, så jeg begyndte at forsyne mine Flatwings med en efterhængt tandemkrog. Jeg skal lige love for at det løste problemet. Med to kroge er det uhyre sjældent at jeg mister en fisk på en Flatwing.

Flatwings er i dag blandt grundstammen i mine kystfluer og de svigter aldrig når der er tobiser eller sild i farvandet. Efterfølgende har jeg også udvidet fluetypens muligheder og fanget alt fra makreller til sailfish på Flatwings.

Udviklingen af Flatwing fluerne har foreløbig varet i mere end 30 år men er slet ikke slut endnu. Kenny Abrams er måske nået en alder hvor han kobler lidt af, men nye fluebindere har taget fluetypen op, og udvikler hele tiden nye Flatwings til netop deres fiskeri.

Flatwing fluen som ligner måske umiddelbart ikke en fin fiskeimitation.

Min "Real Tobis" lignede jo en rigtig fiske imitation! Den virkede bare ikke ret godt.

Flatwing fluer er perfekte imitationer af tobis. Screenshot fra Havørredens Hemmeligheder 4

Flatwing fluen blev udviklet til fiskeri efter striper på den amerikanske østkyst.

Et fiskeri der på mange måder kan sammenlignes med vores kystfiskeri efter havørred.

Claus stiftede første gang bekendtskab med fluen d. 11. september 2001

I Havørredens Hemmeligheder så vi første gang Flatwing fluen i brug i kapitel 10 der omhandler tobiser. Vi ser flotte undervandsoptagelser af store tobisstimer inde ved kysten, og vi ser hvor effektivt flatwing fluen fisker.